Jeg er netop kommet hjem fra skriveferie med Håbefulde Unge Forfattere. Det var enormt fedt! Som min veninde Nanna sagde: Skriveferie er bomben!
Men i så fald en virkelig venlig, hensynsfuld, vegetarspisende bombe.
Egentlig handler en skriveferie om det samme, jeg plejer at gøre derhjemme. At sidde foran en computer og håbe på, der kommer noget genialt ud af fingerspidserne. Men hvor jeg godt kan blive ret hidsig på mine fingerspidser derhjemme, fordi de bare ikke adlyder (skriv nu en bestseller, insisterer jeg overfor dem, mindst én gang i timen) – så er der ingen frustration på skriveferien. Måske fordi alle er frustrerede og kan tale med om det. Måske fordi der er så god stemning og koncentration. Og måske fordi alle er venlige, og der bliver lavet mad til én, og der er ingen praktiske huslige ting, man skal foretage sig (bortset fra at tage et bad en gang imellem – det er i hvert fald en god idé).
Jeg snakkede med 22 søde mennesker, fiksede 25 plot-problemer (blot for at finde 25 nye), tabte gang på gang i Once Upon A Time, badede i et frysende koldt Kattegat, besøgte en gammel eventyrmølle og skrev 73 siders fantasy. Egentlig ville jeg helst være blevet deroppe, men desværre! I stedet glæder jeg mig allerede til næste år.
Der var en lokalavis forbi, som tog billeder og skrev en artikel. Alle anstrengte sig for at se koncentrerede og forfatter-agtige ud. Jeg syntes, det lykkedes meget godt.