Skadedyrsbekæmperne er den første bog, jeg har fået antaget på et forlag. Jeg ville ønske, den havde en lang og glorværdig fortid bag sig. Den kunne have bekæmpet drager og reddet skønjomfyrer.
Men virkeligheden er ret kedelig. Jeg sad på en café med min skrive-veninde Katrine Skovgaard og var fanget i en lidt forlegen situation. Vi skulle begge have taget skriveøvelser med. Katrine havde medbragt en blomstret æske med hjemmelavede kort: De viste forskellige lokationer og karakterer og startsætninger, som man skulle sammensætte tilfældigt. Mig? Jeg havde glemt alt om det!
Tid til improvisation!
Jeg gik en meget afslappet tur op til kassen, hvor der hang gratis postkort i en stander. Med et forsigtigt blik på Katrine for at sikre mig, hun ikke så mig, gaflede jeg hurtigt tre postkort til mig. Så gik ‘min’ skriveøvelse ud på, at vi skulle skrive ud fra billederne på postkortene. Meget planlagt.
Det postkort, jeg trak, var en indianerhøvding og hans datter, som var overdækket med guldsmykker.
Jeg vidste ikke så meget om at være indianer. Jeg skrev ordet fjer på mit papir og kiggede på det et stykke tid.
Og lige pludselig var Bert der bare.
Jeg havde ikke et plot eller en historie. Men jeg kunne se min hovedperson for mig så tydeligt, som hvis han havde sat sig ned ved siden af mig og rakt mig hånden.
Ikke at han nogensinde ville gøre det, selvfølgelig. Det er han slet ikke høflig nok til.
Lige pludselig var det meget nemt at skrive ud fra et postkort. Og derefter at skrive ud fra en idé. Og en idé til. Og lidt ekstra idé-drys.
Nu er den udkommet på Forlaget Blæs!
Jeg har lavet en lille video, hvor jeg snakker og vifter febrilsk med min bog: